Terapiområder

Symptomer og behandling

Hvad er sorg og krise?

Sorg og krise er noget alle mennesker gennemgår på et tidspunkt i deres liv, det kan være en periode præget af personlig krise og sorg. Krise- og sorgperioder kan skyldes forskellige ting; fx kritisk sygdom, dødsfald, tab af en nærtstående person, skilsmisse, kærestesorger osv. Sorg er en naturlig proces, der skal hjælpe et menneske med at hele det følelsesmæssige bånd, der er blevet ”skåret over” i en kritisk situation.

I en kriseperiode er det meget vigtigt, at have nogen at dele sin sorg med. Mange opsøger familiemedlemmer eller gode venner, som man har tillid til og føler sig tryg ved. Professionel hjælp kan også være en stor støtte i en krisesituation. Hvis man føler, at man er gået i stå og ikke kan komme videre ved egen eller nære venners hjælp, er samtaleterapi et rigtig godt alternativ til den stigende uro og rastløshed, man kan føle i en sådan situation.

Når man befinder sig i en krise er det afgørende, at man kan tale med en anden person, der kan udvise forståelse og drage omsorg for én. Det er meget svært at være helt alene med de mange forvirrende følelser, man oplever i forbindelse med en personlig krise. Disse følelser kan fx være fortvivlelse, håbløshed, skyld, hævnlyst, vrede eller skam.

Det er i orden at være ked af det

Det er meget vigtigt at understrege, at det er helt i orden og helt naturligt at være ked af det, når man gennemgår en personlig krise. Det er langt bedre at blive ked af det samt at turde vise det til omverdenen end blot at ignorere sin sorg. Det er desuden godt at få grædt ud, da gråd fjerner angsten fra kroppen og virker afspændende.

Det er forskelligt fra person til person hvordan man reagerer, når man pludselig står midt i en krise. Et menneskes reaktionsmønster afhænger fx af hvordan vedkommendes opvækst har været, og hvilken tilknytning man havde til den person, man har mistet. En anden faktor, der påvirker en persons reaktionsmønster, er hvordan vedkommendes psykiske tilstand er, når krisen indtræffer.

En sund og helende sorgproces består i at trække sig tilbage fra sin omverden for at give sig selv tid til at dvæle ved sit tab. Denne tilbagetrækning hjælper os til at tilpasse os og acceptere vores nye livssituation. For at komme igennem sin sorg på en god og sund måde, skal man nå til det punkt, hvor man kan acceptere sit tab. Når det hul, man føler i forbindelse med et tab, skal heles, må man tillade sig selv at opleve og arbejde med smerten. I denne fase af sorgforløbet skal individet have revideret sit syn på sig selv og på livet generelt, og man skal derfor give sig selv lov til at gennemgå denne fase, selvom den er hård og ubarmhjertig.

Ignorer ikke sorgen

Mange mennesker undgår sorg uden at være helt bevidste om det. Ofte tænker de: “Jeg må ikke lade mig overvælde af mine følelser; så kan jeg jo ikke kontrollere noget som helst!”. Andre prøver at undgå at lade følelserne få frit løb, fordi de er bange for at bryde fuldstændig sammen og aldrig komme ovenpå igen. Disse tanker forskyder blot sorgen et stykke tid, men den forsvinder ikke af sig selv. Hvis man prøver at ignorere eller undgå sin naturlige sorg, forlænger man blot sorgforløbet, der derfor bliver tiltagende og langvarigt. Undgåelse af en naturlig sorg resulterer i, at sorgen vokser sig større og større – indtil man ikke kan undgå den længere.

Hvis man har mistet en tæt ven, en kæreste eller en ægtefælle, består den helt store, personlige udfordring i at konstruere en ny historie, hvori ens identitet og følelse af tryghed og tilhørsforhold kan integreres. Hvis en person holder sig tilbage fra at skabe sig en ny historie, kan en psykolog ofte være behjælpelig. I terapien kan man sammen med psykologen grundigt gennemgå de mere eller mindre bevidste antagelser om, hvorfor man holder sig tilbage fra verden efter en kriseoplevelse. Psykologen kan hjælpe individet med at genfinde troen på sig selv samt modet til at investere energi i sit nye liv.

Det er nærmest umuligt at fastsætte en tidsgrænse for et sorgforløb. Et sådant forløb kan vare fra et par måneder op til flere år. Det eneste man ved med sikkerhed er, at det er vigtigt, at man giver sig selv al den tid, der skal til, før man er parat til at starte et nyt liv.