Sammenbragte familier

[nectar_slider location=”Terapiformer” flexible_slider_height=”true” full_width=”true” overall_style=”classic” parallax=”true” slider_transition=”slide” button_sizing=”regular” slider_height=”400″ min_slider_height=”250″ tablet_header_font_size=”32″ tablet_caption_font_size=”20″ phone_header_font_size=”24″ phone_caption_font_size=”16″]

Sammenbragte familier

At skabe og opretholde en ny familie efter en skilsmisse kan være en hård proces. Den nye sammenbragte familie består nu af sted-, pap-, plastic-, eller bonusfamilie medlemmer, som medfører mange nye indtryk. Mange hævder endda, at der opstår flere problemer ved at starte ny familie med en ny partner, end at skilles fra forælderen til sit barn/sine børn.

For mange er idealet om en kernefamilie med mor, far og børn lig med et godt familieliv. Der er dog flere og flere der bliver skilt, og som også gifter sig på ny. Det er en familietype, der aldrig er set så hyppigt før. De fleste problemer opstår, når stedfamilien prøver at efterligne kernefamilien.

Kernefamilien

I en traditionel kernefamilie er der et sammenfald mellem forældreskab og parforhold, hvor parforholdet er dannet inden forældreskabet. Her har parret som regel en stærk grundlæggende kærlighed til at stifte en familie sammen for første gang. Kernefamilien består af et relativt stabilt familiesystem, hvor der ikke er stor tvivl om, hvem der er medlemmer i systemet (far, mor og søskende).

Stedfamilien

Stedfamilien er forholdsvist åben, hvor der ikke altid er enighed om, hvilke familiemedlemmer der skal indgå i familiesystemet. Skal eks-partneren og dennes partner samt børn være med i systemet, eller er det helt udelukket? Det kan være svært at afgøre. Og man er nødt til at kende sine vilkår, for at skabe en velfungerende sammenbragt familie. Der kan opstå følelser som jalousi, skam, skepsis, forpligtelse, ensomhed, angst, uforståelighed, misundelse, splittelse, usikkerhed osv.

Mange oplever, at deres stressniveau stiger ift. de udfordringer der opstår i forbindelse med den sammenbragte familie. Der er mange følelser indblandet, når man bringer to nye familier sammen. Og man kan derfor ikke lade som om, at den sammenbragte familie er lig med den traditionelle kernefamilie. Alle familiemedlemmer har noget med i bagagen fra den tidligere familiekultur. Det skal respekteres og tages hensyn til.

2 kulturer skal blive til én

Den sammenbragte familie kan afspejles som 2 kulturer. De har forskellige traditioner og værdier, der skal bringes sammen til én samlet kultur. Dette kræver gensidig forståelse og accept over for forskellighederne. Man skal forsøge at skabe nye traditioner der ikke er set før i de tidligere familier.

Det kan godt virke kaotisk den første tid, hvor alle forsøger at finde deres rolle og relationer til hinanden. Det kan især være svært for børnene at vænne sig til den nye familieform. Børnene har nemlig været vant til et stabilt far, mor og børn system – og på ingen måder har bedt om, at det skulle være anderledes. Pludselig har de voksne taget en beslutning om, at man skal indgå i en ny familie. Og der vil opstå en frygt for, at medlemmerne ikke kan fungere sammen.
Det er derfor vigtigt at det voksne par er 100% dedikeret til at få det til at fungere, og arbejder på rollefordeling og forventninger til hinanden. Det er også vigtigt at se på de 2 familiekulturer, og hvordan man kan forene dem til én, uden at den ene dominerer den anden.

Insider og outsider

Den sammenbragte familie kan efter noget tid begynde at dele sig op i insidere og outsidere, hvor den, der ikke kender familiens spilleregler, optræder som outsideren. Denne kan hurtigt få følelsen af at være tredjehjul og opleve jalousi ift. partnerens børn og eks-partner.

Det kan f.eks være udfordrende hvis kun den ene part, bringer børn ind i forholdet, og den anden part først skal til at erfare sig med samliv og børn – der ovenikøbet ikke er sine egne. Det kan skabe usikkerhed og ensomhed hos outsideren, der ikke føler sig lige så integreret som partneren med børn. Hvis insiderens kultur bliver dominerende opstår denne følelse hurtigt, så det er vigtigt at få sammenkoblet de 2 kulturer, hvor begge parter trivedes. Dette kræver naturligvis meget arbejde fra begge parter, for at få opløst følelsen mellem insider/outsider.

Jalousi

Der kan også opstå udfordringer i form af jalousi mellem stedforælderen og den biologiske forælder, enten partneren eller eks-partneren. Men der kan også opstå jalousi mod barnet/børnene, der har en speciel kærligheds-relation til den biologiske forælder, som man selv ville ønske, man havde. Det er uundgåeligt at føle irritation mod de nye medlemmer, når man ikke er en del af deres biologiske forhold – hvilket kan føre til vrede mod sin partner, som altid oplever kærlighed og tryghed fra sine børn.

Her kan insideren med børn føle sig presset mellem den nye partner og børnene, og det kan være svært at tilgodese alles behov – både den nye partner, eksen og dennes familie samt egen familie og egne børn. Især børnene kræver meget tid og kærlighed i sådan en livsforandring, og det hele kan synes uoverskueligt at få til at hænge sammen.
Insideren med børn kan også opleve at få dårlig samvittighed over at have splittet børnene fra deres biologiske far, samt at have skuffet sin egen og eksens familie.

Usikkerhed

Der vil uundgåeligt opstå usikkerhed blandt begge parter i en sammenbragt familie. Hvad nu hvis den nye partner ikke kan klare ansvaret, presset og forpligtelserne – og den eneste udvej er at afslutte det? Eller hvad nu hvis mine børn ikke kan klare det, og ikke fungerer med den nye partner? Kan jeg være bekendt at byde mine børn endnu et brud og endnu en ny partner? Vil jeg nogensinde få en velfungerende sammenbragt familie?

Der kan opstå konflikter mellem børnene og stedfamilien, hvor de måske ikke bryder sig om de nye medlemmer, og derfor udviser modstand over for disse. De kan måske ikke lide at blive rettet på af et sted-familiemedlem, og vil derfor foretrække at være hos den forælder, der ikke har fået en ny partner. Der kan også opstå jalousi og usikkerhed hos barnet, og det kan ødelægge deres ideal om en kernefamilie.

Der er håb

Det kan være svært og uoverskueligt at forene to familier, som ikke skal være en kernefamile – men alligevel have samhørighedsforhold og sammenhold. Det er som regel de 2 første år i sammenbringelsen, der er stressende, hvor man må have tålmodighed til at opbygge relationer og tillid til hinanden. Det vigtigste er, at tale sammen om problemer, forskelle og følelser. Det gælder for alle medlemmer om at blive hørt, og at kunne ytre sig frit uden at bliver nedgjort. Kommunikation bygger broer, og det er nøglen til et godt forhold.